Misrepræsentation og heteronormativt sprog

Denne periode vi lever i lige nu, oplever jeg som værende en særlig brydningstid for både tanker, forståelser - sproglige konstruktioner - og hvorledes denne brydningstid præger de organisatoriske rammer og vilkår. Mange chefere og ledere er optaget af, hvorledes de som arbejdspladser gør sig attraktive ift. attraktive medarbejder. Vi stopper lige her - hvad ligger der i en sprog konstruktion som denne ‘værende attraktive medarbejder’? Ofte ligger der et fokus på viden, personlige ressourcer og med dem også et ønske om, at medarbejderen er resiliente. Der ligger også et fokus på åbent, nysgerrigt mindset og hvis vi kan krydre med et element af kreativitet og selvledelse, så har vi virkeligt fundet et objekt, der kan betegnes som værende attraktiv for organisationen.

Jeg er bevidst om, at jeg retorisk og metaforisk sætter sproget på spidsen her - at jeg bliver skarp i min formuleringer og forforståelser om organisatoriske vanskeligheder med at finde relevant arbejdskraft. Men jeg tænker, at vi netop står med et wicked problem, som ikke løser med, at vi reproducerer handlerummet eller løsninger på samme vis som tidligere.

Brydningstiden handler også om et opgør med heteronormativ sprog og dermed også magtdiskurser. et eksempel på dette er kønnet som værende mere end kun et biologisk fænomen, men i dag også opleves som en social konstruktion.